Genoptræning efter knæprotese

I forbindelse med indsættelse og udskiftning af knæprotese skal du påregne en genoptræningsperiode på 2 - 3 måneder. Vores fysioterapeuter hjælper dig godt på vej med instruktion før operationen og under indlæggelsen.

Før operationen

Før operationen gennemgår du genoptræningsforløbet sammen med fysioterapeuten. Du bliver informeret om de hjælpemidler, som du har mulighed for at låne efter udskrivelsen. Du afprøver gang med krykkestokke, og vi tilbyder dig at låne dem med hjem, så du kan blive fortrolig med dem inden operationen.

Genoptræning under indlæggelsen

Du vil dagligt få besøg af en fysioterapeut - også i weekenden. Fysioterapeuten udleverer et træningsprogram, som du fortsætter med at følge efter udskrivelsen.

Træning med fysioterapeuten begynder dagen efter operationen, og består af øvelser som:

  • Stimulerer blodomløbet
  • Øger ledbevægeligheden
  • Øger muskelstyrken
  • Bedrer gangen

Målet med træningen under indlæggelsen er, at du inden udskrivelsen skal kunne klare:

  • Ind- og udstigning af sengen
  • Sætte og rejse dig fra en stol
  • Gang med 2 stokke eller andet relevant hjælpemiddel
  • Trappegang
  • Personlig pleje og toiletbesøg

Det er vigtigt, at du selv træner så meget, som du kan og kun betragter sengen som et sted, hvor du kan hvile dig (som derhjemme). Måltiderne bliver indtaget i en stol, så snart du kan. Dagligdagsfunktioner såsom personlig pleje, toiletbesøg, læse, se tv osv. foregår så vidt mulig på vanlig vis for at gøre overgangen til din hjemkomst så let som mulig.

Inden du bliver udskrevet, afgør fysioterapeuten sammen med dig, hvor og hvorledes den efterfølgende træning skal foregå.

Genoptræning i hjemmet efter udskrivelsen

Når du kommer hjem, skal du fortsat træne flittigt selv - også selv om du får tilbudt yderligere fysioterapi. Pga. eftervirkningerne fra operationen, kan du forvente at være lidt mere træt, når du kommer hjem. Alle daglige gøremål kan være lidt mere besværlige og tage lidt længere tid, hvilket er helt normalt. Du kan dog med fordel udføre alle de gøremål, du må og kan, idet dette også er en del af din selv-træning og sikrer, at du hurtigt opnår det bedste resultat.

Fysioterapi efter udskrivelsen

Langt de fleste klarer sig uden yderligere fysioterapi, men hvis speciallægen og fysioterapeuten i fællesskab vurderer, at der er behov for yderligere fysioterapi afhænger mulighederne af, om du er privat patient, forsikringspatient eller offentlig patient.

Offentlig patient

Hvis vi vurderer, at du skal have yderligere genoptræning, sender vi i forbindelse med udskrivelsen en journalkopi samt genoptræningsplan til visitation i sundhedsforvaltningen i din bopælskommune. De sørger herefter for den videre genoptræning.

Privat patient

Hvis du vil have gratis genoptræning, sender vi journalkopi og genoptræningsplan til dit hjemsygehus. De vurderer herefter, om de kan tilbyde dig genoptræning. Hvis de ikke kan hjælpe dig, sender de papirerne videre til din bopælskommune, som sørger for den videre genoptræning. Hvis du selv ønsker at betale for din genoptræning, skriver vi en henvisning til en privatpraktiserende fysioterapeut.

Forsikringspatient

Hvis dit forsikringsselskab betaler for din genoptræning, skriver vi en henvisning til en privatpraktiserende fysioterapeut. Hvis din forsikring ikke dækker genoptræning efter operationen, kan vi henvise til dit hjemsygehus, som vurderer, om de kan tilbyde dig genoptræning. Hvis de ikke kan hjælpe dig, sender de papirerne videre til din bopælskommune, som sørger for den videre genoptræning. Alternativt kan du få en henvisning til en privatpraktiserende fysioterapeut, hvor du selv skal betale.

Till toppen av sidan